skip to Main Content

3 TIMERS GRATIS PARKERING

INSPIRATION TIL DIN SOMMERLÆSNING

Hvad enten du tilbringer tid i solen, på stranden, i haven eller i flyveren, så er det altid et sommer-must at have sommerlæsningen på plads. Vi bringer dig her et godt udvalg af bøger – alt det bedste fra sidste år til denne sæson. Læs beskrivelser og find dit perfekte match. De vil med garanti ikke skuffe. Rigtig go’ læselyst!

Vi udlodder 5 valgfrie bøger, vær med i konkurrencen på Facebook

DEN, DER LEVER STILLE
AF LEONORA CHRISTINA SKOV

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst endelig over.

Den, der lever stille er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.

Arnold Busck
199,95

VINTERLAND
AF KIM FABER OG JANNI PEDERSEN

Alle i dansk politi ved, hvem Martin Juncker er. En af landets bedste drabsefterforskere, godt gift, far til to. Men Juncker har trådt ved siden af, er blevet forflyttet og befinder sig nu i en lille sløv provinsby på Sydøstsjælland. Han skal lede en ny lokalstation og kan samtidig tage sig af sin gamle demente far. Det burde være udramatisk, men så lander en spektakulær drabssag på hans bord. En mand bliver fundet myrdet, og konen er forsvundet. Ingen har set noget, der er ingen spor at gå efter, intet åbenlyst motiv.

Junckers tidligere makker Signe Kristiansen er stadig i sit vante job i København. Hun ser frem til en rolig jul sammen med sin familie, da en kraftig bombe springer på et julemarked i Indre By. Signe står i spidsen for jagten på gerningsmændene, men sporene ender hurtigt blindt – indtil hun får et tip, der trækker sagen et sted hen, hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

Arnold Busck
149,95

SORT PERLE
AF LIZA MARKLUND

Sort perle er en svimlende fortælling på tværs af fire kontinenter om magt, penge og jagten på sandheden.

Det er tidligt i 1990’erne på på Manihiki – en paradisisk atol i det sydlige Stillehav. Gennem mange generationer har øboerne levet af at dyrke perler, og sammen med sin familie lever Kiona på den isolerede ø og fridykker ned i dybet for at høste de dyrebare østers. Hendes eneste oplevelser med verden udenom den isolerede ø er gennem de få romaner, hun opsnapper fra fragtskibene fra New Zealand, som kun sjældent kommer forbi øen. Når hun kan se sit snit til det, læser hun, så meget hun kan. Og drømmer om at rejse væk. Om at få en uddannelse.

Lige indtil en nat, hvor en orkan kaster en stor sejlbåd ind på revet. Få minutter før båden knuses mod revet, lykkes det at bjerge en bevidstløs mand. Han er svensk og hedder Erik. Derefter bliver ingenting som før.

Arnold Busck
198 ,-

BENEDIKTE – EN KONGELIG PRINSESSE
AF ANNE SOFIE KRAGH

Bogen er den første store biografi om Prinsesse Benedikte, som hun selv bidrager aktivt til. Her fortæller hun om sin rolle som prinsesse og rigsforstander, om sin pligtfølelse, om de væsentligste mærkesager, om livet på Berleburg – samt om de største personlige oplevelser og vigtigste begivenheder. Hun kommer også omkring sit syn på spørgsmål som værdier, kvindefrigørelse, børneopdragelse og monarkiets rolle i et moderne demokrati.

Bogen tegner et portræt af en pligtopfyldende prinsesse, der ved, hvad der forventes af hende, og som gennem hele livet har forvaltet sin rolle seriøst og samvittighedsfuldt. Dronning Ingrid betegnede meget rammende Benedikte som den mest kongelige af sine døtre. Prinsesse Benedikte har en meget stærk pligtfølelse over for sit land, der kommer før alt andet – også familien.

Bogen er rigt illustreret – blandt andet med personlige fotos fra Kongehusets private arkiv.

Arnold Busck
299,95

DENGANG ANNIE THORNE FORSVANDT
AF C.J. TUDOR

Da Joe Thorne var dreng, forsvandt hans søster, Annie, og var væk i 48 timer. Annie kom tilbage, men hun var helt forandret og ville ikke fortælle, hvad der var sket. Og så gik det hele galt.Nu er Joe tilbage i Arnhill. Han er flyttet ind i et hus, hvor en mor for nylig har slået sin søn ihjel og taget livet af sig selv. Han halter, han kan mærke, han ikke er velkommen i byen. Han havde helst været fri for at skulle tilbage. Men i samme øjeblik, han åbnede e-mailen, vidste han, at han ikke havde noget valg.”Jeg ved, hvad der skete dengang med din søster. Det er begyndt igen”.

Arnold Busck
199,95

URMAGERENS DATTER
AF KATE MORTON

Den australske stjerneforfatter Kate Morton er efter tre år tilbage med URMAGERENS DATTER – en stor roman om forbrydelse, kunst og kærlighed, om jalousi, bedrag og tab.

I sommeren 1862 slår en flok unge kunstnere sig ned i maleren Edward Radcliffes idylliske hus ude på landet på bredden af floden Themsen. Deres plan er at tilbringe en måned sammen og lade kreativiteten flyde frit i hinandens gode selskab og langt væk fra verdens larm. Men inden sommeren er omme, er en kvinde blevet dræbt af et skud, en anden kvinde er sporløst forsvundet, et kostbart arvestykke er væk, og Edward Radcliffes liv er lagt i ruiner. Over 150 år senere falder den unge arkivar Elodie Winslow på sit arbejde over en gammel lædertaske, der indeholder et sepiatonet fotografi af en smuk ung kvinde i victoriansk påklædning og en kunstners skitseblok, der blandt andet indeholder den fineste tegning af et gammelt hus ved en flod. Hvorfor virker huset så bekendt på Elodie? Og hvem er den smukke kvinde på billedet? Og hvad er forbindelsen mellem billedet og skitseblokken? Så stor en tiltrækningskraft har disse to ting på Elodie, at hun gør noget, der er absolut forbudt: Hun smugler dem med hjem og starter sin egen private efterforskning.

Arnold Busck
299,95

ET UBETYDELIGT MORD
AF LINDHOLM, ZORNIG

Thriller om hævn, kærlighed og organiseret kriminalitet.

Da russiske hackere lammer et rederi, forsvinder 38 containere fra det amerikanske militær. I Aalborg bliver en lastbilchauffør fundet dræbt, mens en container er forsvundet. Politikvinden Tessa Højmark bliver sat på sagen. Det lykkes hende til kollegernes overraskelse at finde frem til en mulig gerningsmand, hvis ekskone få år før blev brutalt myrdet, uden at sagen blev opklaret. Tessa kan næsten smage sejren og sit professionelle gennembrud. Men umiddelbart derefter begynder alt at gå galt. Meget galt.

Tessa bliver vævet ind i et giftigt net af kriminalitet, svig og vold. Hun opdager pludselig, at hun går fra at være jæger til bytte. Trådene fører både ind til storpolitik på Christiansborg, organiseret kriminalitet i Berlin og hemmeligheder i den idylliske provinsby Køge. Midt i det hele sidder den mystiske Madam, der som en edderkop trækker i alle tråde. Tessa Højmark indser, at hendes eneste chance er at lokke fjenden frem med meget utraditionelle metoder.

Arnold Busck
269,95

MIN MOR VAR BESAT – DA JEG MØDTE DEPRESSIONENS DÆMON
AF PETER ØVIG KNUDSEN

Peter Øvig Knudsens mor døde i november 2016. Allerede samme dag besluttede forfatteren, at han ville skrive en bog om hende – og om at være barn af en psykisk syg. Han gik i gang med sit dokumentariske arbejde i månederne, der fulgte. Som så mange gange før opsøgte han dem, der havde kendt hans mor, og han bad om aktindsigt i hendes psykiatriske journaler. Planen var nøgternt og sagligt at undersøge årsagerne til morens depressioner. Bogen skulle samtidig give et billede af de traumatiserende hemmeligheder bag parcelhuskvarterernes pæne facader.

Men under arbejdet med bogen begyndte noget at gå i skred i forfatteren: Peter Øvig Knudsen blev ramt af en svær depression og måtte til sidst indlægges på en lukket, psykiatrisk afdeling.

Min mor var besat fortæller et stykke vigtig danmarkshistorie: Om den generation af kvinder, der trods begavelse og store drømme blev husmødre, før kvindekampen slog igennem. Og om de børn, der voksede op i et miljø, hvor de borgerlige normer var vigtigere end børnenes trivsel. Bogen er samtidig en stærkt personlig beretning om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv.

Arnold Busck
269,95

ALLE MINE MORGENER PÅ JORDEN – MIT AUTODIDAKTE LIV
AF TROELS KLØVEDAL

Alle mine morgener på jorden kunne kaldes for Troels Kløvedals livstestamente. Troels Kløvedal skriver i bogen om sit liv, sin familie, sin barndom og ungdom, om skønne kvinder, hvoraf han fik børn med fire. Han skriver om sine børn og børnebørn, og om alle de venner og veninder, som han har mødt på sine rejser rundt i verden, og for hvem han har spillet en stor rolle. Han fortæller om sit arbejde på teatre og andre steder i København, og om årene i kollektivet Maos Lyst. Han skriver om fjerne lande og fremmede kulturer, og han skriver om hofballer og dannebrogsorden. Og han skriver selvfølgelig om det gode skib Nordkaperen, der har været med ham på alle sine rejser – og rundt om jorden tre gange.

Alle mine morgener på jorden er skrevet i lyset af den livstruende sygdom, som ramte Troels Kløvedal for et par år siden. Bogen er et vidnesbyrd om et levet liv, der er gennemsyret af taknemmelighed over den rige og mangfoldige tilværelse, han har været en del af. Der er ingen gnist af bitterhed eller vrede over svækkelse og sygdom, men kun glæde over livet, rejselivet, kvinderne, litteraturen, verdens mangfoldighed og over alle hans smukke morgener på jorden.

FØTEX
199,-

MIN HISTORIE
AF MICHELLE OBAMA

Michelle Obama er en af vor tids mest ikoniske og spændende kvinder. Som USAs førstedame – og den første afroamerikanske førstedame – var hun med til at skabe det mest imødekommende og rummelige Hvide Hus i historien, samtidig med at hun etablerede sig som en stærk fortaler for kvinder og piger i USA og rundtomkring i verden. Hun har været med til på afgørende vis at ændre den måde, familier stræber efter et sundere og mere aktivt liv, og hun stod ved sin mands side, da han førte Amerika gennem nogle af de mest dramatiske øjeblikke. Undervejs viste hun os et par dansetrin, sejrede i Carpool Karaoke og opdragede to døtre med begge ben på jorden på trods af en ubarmhjertig mediebevågenhed.

Erindringerne er fascinerende historiefortælling og rummer også dybe refleksioner. Michelle Obama inviterer læserne ind i sin verden og i de oplevelser, der har formet hende – fra barndommen i Chicagos South Side til hendes år som en erhvervsleder, der skulle finde balancen mellem moderskab og arbejde, og endelig hendes år på verdens mest berømte adresse. Med ærlighed og humor beskriver hun sine sejre og sine skuffelser, både de offentlige og de private, og fortæller hele sin historie, som hun har oplevet den. Det er varmt, klogt og åbenhjertigt.

FØTEX
199,-

BRYSTER SKAL HOPPE NÅR MAN HIKKER
AF KAREN THISTED, HELLA JOOF

Kom med indenfor, når Hella Joof og Karen Thisted tager livet op til overvejelse i en sommerlang samtale. En åbenhjertig bog om det svære, men også fantastiske, morsomme, vigtige og finurlige i tilværelsen.

Vi garanterer: Det bliver ikke kedeligt.

Karen Thisted (f. 1946) er journalist og forfatter. Hun startede bl.a. Go’ morgen Danmark på TV 2 sammen med Michael Meyerheim, var chef for Danmarks længst producerede underholdningsprogram Eleva2ren, og har sammen med Suzanne Bjerrehuus vundet priser for fornyelse af tv-genren med Mormors Bordel. Hun har desuden skrevet en del bøger bl.a. bestsellerne Det skal mærkes, at vi lever og erindringsbøgerne Så skal der leves og Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig.

Hella Joof (f. 1962) er uddannet på skuespillerskolen ved Odense teater 1990. Siden instruktør af otte spillefilm bl.a. En kort en lang, Oh Happy Day og All inclusive. Forfatter til Hellas ABC, Hellas Katekismus, almanakken Dage med mildhed, modgang og mirakler samt bestselleren Papmaché-reglen og børnebøgerne om Snitten og Kis.

FØTEX
98,-

JEG ER F*CKING HOT
AF Renée Toft Simonsen

I ”Jeg er f*cking hot” taler psykolog, fotomodel og børnebogsforfatter Renée Toft Simonsen frit fra leveren om den gigantiske omvæltning, det er for en kvinde at komme i overgangsalderen.

Renée Toft Simonsen fortæller i ”Jeg er f*cking hot” bramfrit om sine egne oplevelser med følelsesmæssige rutsjeture, hormonproduktionsforandringer, hedeslag og overvældende følelser, der er lige så omsiggribende som dengang, man blev teenager.

Samtidig fører Renées ærlige og indsigtsfulde ord til en række smukke erkendelser og visdomsperler. Når man har rundet 50 og børnene har forladt reden, må man nemlig se de tomme børneværelser og sig selv i øjnene. For hvem er man, når ens liv og identitet ikke længere er fuldstændig ophængt på at være en anden persons mor?

Arnold Busck
140,-

Back To Top